Mange taler om at det er vigtigt at lave en træningsplan.

Jeg mener det er mindst lige så vigtigt at lave en træningsdagbog, eller en log. På den måde får man overblik over om træningen udvikler sig på den rigtige måde, om man får resultat af den indsats man yder og sidst men ikke mindst vigtigt - så kan man se tilbage på sin træning hvis der skulle opstå en skade.

På den måde kan man se om man har trappet sin træning for meget op for hurtigt, eller om man har lavet store ændringer i sin træning uden at man er bevidst om det. Det giver ro og trykhed i træningen at man hele tiden kan se tilbage.

Der findes mange måder at gøre det på, og mange netsider udbyder gratistræningsdagbøger. Eksempeltvis endomondo.com, connect.garmin.com, keeponmoving.dk og mange flere. Søg på nettet og du skal finde ;-)

God træning!! 

Jeg havde en meget interessant diskussion med en patient den anden dag. I får lige en introduktion til forløbet.

Det er tre måneder siden jeg mødte hende for første gang, hun er fra Bosnien og er flygtet til Danmark for 20 år siden. Hun har tre børn og en mand. Den anden dag spurgte jeg hende om hun havde vilde planer i weekenden, det havde hun. For hun skulle holde fest efter at hun havde fastet for noget tid siden. Det fik mig til at spørge om hun var muslim? - Det var hun og det overraskede mig.

Hvorfor overraskede det mig?
For det første havde jeg hele tiden tænkt at hun var katolik - fordi det var min forestilling at det var alle jo i syd og østeuropa. (i Bosnien er kun 17,3% katolikker og 43,7% muslimer)

Dernæst var hun slet ikke typen til at være muslim - og det siger vidst mest om mine fordomme og min forudindtagede holdning.

Mit billede af en typisk muslimsk kvinde er et lukket, tildækket, arabisktalende [læs: ikke dansktalende] og genert menneske med nok i sig selv. Det er jeg ikke specielt stolt af.

Det er dog tankevækkende at det første søgeresultat i en google-billedsøgning på ordene “kvindelig muslim” er:

Det passede meget godt på mit billede af en typisk muslim.

Nu har jeg at gøre med en muslim der er komplet modsat. Hun er åben, går i vestligt tøj, med løsthængende hår, er ikke bange for at vise sin krop, taler inderligt om hendes familie og deres traditioner og sidst så er hun ikke forudindtaget om min religion.

Denne oplevelse gav en dyb og meget interessant diskussion om mødet mellem kulturer, traditioner, religioner, børneopdragelse og uddannelse.

Min patient havde en fantastisk pointe efter vores møde: vi bestemmer stort set ikke noget af det der er vigtigt her i livet. Vi bestemmer ikke hvem vores forældre er, hvilke værdier der præger os i vores barndom, hvem vores søskende er og om vi får sunde og raske børn. Det eneste vi selv bestemmer er, hvem vores partner er og den kan skiftes ud.

Derfor synes jeg det er vigtigt at vi har respekt for hinanden allesammen, uanset køn, religion, værdier, normer og interesser. Vi er KUN mennesker.

Når du læser den overskrift tænker du sikkert, hvad fanden er han for en far. Det kan jeg godt forstå. Hvis man tager udsagnet bogstaveligt - det gør jeg ikke.

Jeg tænker på noget min anatomilærer på fysioterapeutskolen engang sagde:

Hvis et barn ikke har grædt eller ikke har fået et blåt mærke i løbet af dagen, så har hans krop og hjerne ikke lært noget!

Sådan bør vi tænke om vores børns hverdag og deres leg. Vi skal ikke være bange for at de falder, slår hul på knæ og hænder, hvis de bliver drillet, hvis de ikke kan overskue aftensmaden eller ikke kan forstå at de ikke må se tv hele tiden.

Det vi skal som forældre og voksne er derfor, at skabe rammer for børnene som kan sikre, at de slag de får, hvad enten det er fysiske eller psykiske, ikke er for store til at de selv kan bearbejde konsekvenserne. Når slagene er for store må vi være der for dem til at guide dem videre.

Idag tager jeg et relevant samfundsrelevant emne op - mad og følelser.

Når du spiser uden at være sulten, spiser du ikke, fordi du er sulten i fysiologisk forstand, men fordi du prøver at få en følelsesmæssig gevinst ud af det.

Ved at tænke over den dybere mening i dette citat, vil mange mennesker have lettere ved at kunne smide de overflødige kilo.

I sammenhæng med disse tanker er det for mig naturligt at tænke på den det danske begreb hygge - hygge består ofte af en stillesiddende aktivitet hvor der indtages noget spise- eller drikkeligt. Det er et af de steder vi bør sætte ind, hvis vi i fremtiden skal blive bedre til at spise når vi er sultne, og ikke fordi vi vil have maden til at gøre os glade.

Derudover mener jeg, det største problem med mad og følelser er de ting vi vænner vores børn til, mens de er små. De fleste af os tænker ikke over, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, hvis vi hver gang de har slået sig giver dem en kiks, et glas saftevand eller noget andet kalorieholdigt for at trøste dem. Der er ikke nogen der gør det i en ond mening, men det kan få vidt rækkende konsekvenser i deres fremtid hvis de bliver vænnet til at spise for at få trøst.

Spis når du er sulten, stop med at spise når du ikke er sulten mere.

(Source: http)